Jeg vil gerne skrive med en tekst der gør mig glad. Den her gør mig nogenlunde glad, og jeg behøver ikke at bekymre mig om at andre skal læse den. For jeg tvivler stærkt på at der er nogen der gør.
Jeg har allerede skrevet en kladde. Så den vil jeg skrive ind her.. Og derefter komme med en nogenlunde ordentlig forklaring på, hvorfor jeg netop har skrevet de ting, hvis ikke man kan gætte det..
Tvivler dog stadig på at der er nogen der læser.. Men det er fint. Det er min måde at komme "ud" med tingene på, hvis jeg føler der fylder for meget. Desuden, er det her meget nemmere end at sidde og skrive med en kuglepen. Så har tænkt mig at blive ved med at skrive på det her blogindlæg, indtil jeg føler mig fuldstændig tom i hovedet. Og jeg gør det nu, hvor ingen er oppe, hvor ingen kan forstyrre mig.. Og hvor jeg ved at jeg er helt klar i hovedet. So, here it is:

Jeg har ingen - andre ting med som jeg kan skrive på. Så bruger det her istedet for en telefon eller en computer. Klokken er nu 10 i 6. De andre sover trygt. Jeg har ikke sovet endnu og kunne desværre heller ikke. Jeg ved ikke hvad der skete, men tænkte på min mor, og blev virkelig chokeret over hvor meget jeg frygter at blive som hende. Her er stille. Men kattene og uret er meget højlydt. Jeg har grædt. Mest på grund af det med min mor. Men også fordi jeg skammer mig over at tænke nogen ting. Ting jeg SLET ikke burde overveje. Sidder i spisestuen. Drengene sover i stuen. Havde ellers tænkt mig at chille dér. Det er lige meget. Men startede med at græde oppe ved N. Turde simpelhen ikke blive dér. Prøvede at sunde mig på toilettet. Men det blev værre. Så bestemte mig for at gå ned. Har selvfølgelig været så dum at glemme min spray ovenpå. Kunne selvfølgelig gå op igen, men jeg tvivler på at jeg kan sove. Håber ikke jeg vækkede dem ovenpå. Vil ikke være til besvær. Ondt. Ondt. Kan ikke være det bekendt. 
Tog mig selv i at holde fast i N, sådan så jeg mindede mig selv om hvad det er jeg har i mit liv. Ville jeg kunne agere så egoistisk?
I så fald, tvivler jeg på at der kommer fred. Det er skammeligt. Ufornuftigt. Bindegalt i nogens øre. Det er forståeligt. - Nyser lige. Lorte katte. 
Lyder som om drengene vågner. Her er SÅ stille. Uret larmer stadig. Jeg skal nyse. 
Jeg føler ikke jeg kan snakke med B om nogen ting. Det hele er bare blevet gjort "normalt". Ved, at hun selv har problemer. Vil ikke proppe hende  med mine problemer, når jeg har det fint de andre år. Vil så gerne starte til psykolog snart. Så jeg kan få styr på mit hoved. Alting. 
Føler det er ved at køre af sporet - måske som min mors liv?
Jeg savner alt lige nu. Alt der har haft forståelse for mig. Sådan rigtig gensidig forståelse. Men jeg ved ikke hvordan? Gennem kram? Er det fordi jeg vil græde ud? Snakke? Får det nærmest fysisk dårligt når jeg snakker om de ting. Er jeg sur? På dem begge? På mig selv. Har mine valg været dumme? Burde jeg tænke på den her måde, når jeg knap nok er 20? Det kan nærmest lyde som om jeg har identitetskrise. Er jeg ikke stabil nok til at være en del af samfundet?

Lige nu er jeg fucking ynkelig. Og taber-agtig. Jeg sidder i spisestuen, vildt tidligt om morgenen, hvor der er helt stille.. Og skriver det her. Kattene slås nu. Det larmer. Deres klør ridser i gulvet. Er bange for at drengene vågner af det.
Jeg er SÅ dum. Hvad laver jeg? Sidder her. Ja, og hvad?
Fucking skriver til mig selv som en eller anden dement kone. Burde gå i seng og få et par timer. Det her virker psykotisk. Jeg hader det her. Smil og lad som om du er glad - min bare røv. 
Jeg er træt af alt. Jeg er træt af hakkeri. Jeg er træt af følsomhed, jeg er træt af mig selv. SÅ træt 
Jeg, jeg, jeg.. Og hvad så? Jeg er egocentreret og dybt irriteret på mig selv. Hvorfor kan jeg ikke bare fucking mande mig op og få styr på mit shit? Alle andre gør det. Jeg burde også kunne. Hvad er det? Er det fordi min barndom var fucked? Er det fordi jeg ikke er blevet opdraget korrekt? Jeg gad godt at der var én, bare én der kunne give mig et konkret svar. 
Jeg er træt af kvinder, jeg er træt af kærlighed, jeg er træt af skænderier! Jeg magter det virkelig ikke. Mest af alt, magter jeg ikke hvordan jeg håndterer den slags. Jeg føler mig som verdens største pussy. Som om, jeg er den mest sky i verden. Jeg kan selvfølgelig ændre på det. Men ville det så være en del af mig - eller bare en ekstra personlighed jeg tilføjer? 
Jeg er træt af min mor. Træt af, at hun gang på gang skal såre mine søskende. Gang på gang, at jeg skal tale godt om hende, trøste dem og sige, at hun nok ringer snart eller kontakter dem. Jeg er træt af voksne mennesker der har børn, og som ikke fatter en skid om børneopdragelse eller om at yde omsorg.
Jeg er træt af at skulle tage ansvar og være voksen, når jeg inderst inde til tider, bare gerne vil have andre tager ansvaret. Jeg er træt af... At jeg skammer mig, når jeg ikke besøger folk.. Tager opkald. Deja-vu. Har drømt det her. 
Jeg tvivler på.. At jeg nogensinde kommer til at blive en stabil og velfungerende kvinde.. Ikke med min baggrund. Giver jeg op på forhånd? Måske. Ja. Folk bakker mig op. Men inderst inde tvivler jeg på, at de faktisk tror på det de selv sidder og siger til mig. Hvilket også gør, at hvis jeg ikke fuldfører de ting, skammer jeg mig så dybt. Tænk engang, at ikke engang dét kunne jeg klare. Ja, jeg skammer mig endda så meget.. At jeg skriver det her indlæg som en privat person. Ja, jeg er en fucking pussy. Jeg er konfliktsky. Jeg er bare dårlig til den slags. Jeg burde virkelig se at få stillet en diagnose. Jeg må fejle et eller andet psykisk. Har også sagt det til B. Men hun tvivler. Hun er for god ved mig. 
Jeg kan ikke håndtere dem der er for gode ved mig.. For hvis de så vender 180 grader humørmæssigt. Bliver jeg SÅ såret. Igen, jeg er en vatpik. 
Selvom jeg er omringet af mennesker - kan jeg føle mig alene. Det er ikke normalt. Overhovedet. Tyder det på, at jeg ikke har en ok vennekreds? Tyder det på, at jeg ikke kender nogen der er sådan rigtigt tætte. Men jeg har stadig F. Det er bare svært. Jeg vil så gerne græde hos hende.. Men det er som om, at når jeg ser hende.. Så forsvinder mine bekymringer. Men lige nu. Hvis jeg så hende nu. Ville jeg græde ved hendes skuldre. Jeg føler bare ikke jeg kan være bekendt at ringe til hende klokken 5 om morgenen. Har skrevet to beskeder til hende. 
Hvad skal jeg mon sige til dem, når de kommer ned? At jeg stod tidligt op? At jeg var ked af det? Jeg magter det ikke. Kan jo bare sige at mine røde øjne er på grund af kattene. Jeg var lige på vej op og hente min spray, men hørte noget ved døren, så vendte mig om igen og satte mig her. Der regner heftigt. Det lyder også som om der er torden. Ja, helt klart torden. Regn. Meget af det.
Mon jeg skal prøve at hente min spray igen? Gør det hurtigt. 

Har hentet den - samt lavet kaffe. Efter alt det her brokkeri, vil jeg se om jeg kan blive mere positiv. Og vente på, at F svarer. Jeg har ikke læst alt det her igennem. Men jeg ved, at hvis jeg gør bliver jeg bare påvirket af det. 

Jeg har nu læst tingene igennem. Ja, jeg lyder psykotisk. Det lyder virkelig som om jeg har nogle store problemer og bekymringer. Men så når jeg tænker over det.. Er det fordi jeg overdramatisere det? Ér det bare mig der ikke kan tåle den store "farlige" verden? Det må det virkelig være. Alle tager tingene så let. Og jeg føler mig hele tiden usikker og distræt. Jeg skal hele tiden spørge ad, om dit og dat. Før jeg gør tingene selv. Og grunden til det, er jo faktisk kun fordi jeg ikke vil lave fejl. Jeg vil ikke have at folk synes dårligt om mig. Jeg vil gøre dem stolte og glade. Nogen gange tvivler jeg også på, om min psyke ville være anderledes hvis jeg var vokset op i en dejlig kernefamilie med nogle ordentlige værdier og opdragelsesmetoder. Mon ikke? Mon ikke jeg var mere selvsikker, intelligent, samt bedre til at indlære diverse praktiske ting, som fx matematik? Har altid lagt mig opad andre der sagde de var mere sproglige end til matematik/fysik. Tænk at mennesker virkelig fortæller små løgne til dem selv hver dag, for at få det bedre med de forhold der er omkring dem. Selv nu, trods mine gode karakterer/12-taller i engelsk, kan jeg blive helt i tvivl om hvorvidt jeg er sproglig. Eller om jeg bare er retarderet til alt nyt. Jeg har godt nok ikke snakket sproget i ca et år, så det er måske derfor jeg virker rusten. Nu ville jeg gerne have haft enkelfag, sådan så jeg kunne starte på min uddannelse. Men de ER startet. Hvilket vil sige.. Jeg skal finde på noget at lave.. Til næste år. Jeg overvejer kraftigt at søge job i en vuggestue. Det ville jeg virkelig, virkelig gerne. Det ville være luksus for mig. Rutine, unger og leg. Men så skal jeg have et CV. Mon jeg kan huske hvad jeg har lavet? Hmm. Fakta. Pølsepusher. Praktik hist og her på børnehaver. Åh, og job indenfor plejehjem. Glem endelig ikke det.. 

Konklusionen af det her indlæg.. Er en masse tankehvirvel. Jeg tror ikke der er noget positivt inde over det. Så må jeg prøve at høre musik og se om det hjælper. Det her er nok det længste jeg har skrevet. Håber virkelig ikke der er nogen der læser det. Det er for langt og pinefuldt for dem. Gad vide hvornår de andre står op? Jeg har siddet hernede siden klokken 5. Er blevet rimelig høj på bare at være oppe. Der går nok lidt tid endnu. Jeg tror jeg vil ende indlægget. Dog, har jeg lige hørt en lyd. Måske én der er ved at stå op? Det lyder i hvert fald som dem. Klokken er også ved at være 9. Vil vædde med at de er hernede når klokken er 9.
Nu er det også stoppet med at regne. Havde ellers håbet det var fortsat hele dagen. Elsker hyggestunder med film og regnvejr udenfor. 
Okay. Nu kan jeg helt klar høre noget. De kommer ned nu! Det lød som voksne skridt. Håber ikke B vil læse det her. Det er jo rimelig privat.
Samt nogen underlige tanker i forhold til hvad jeg viser udadtil. 
De kom ikke... Måske om lidt? Ej, hvor er jeg plat. Jeg burde virkelig skrive noget mere fyldestgørende, end at der kommer nogen ned om et øjeblik. Jeg føler bare jeg er færdig med at bitche. Men hvis jeg læser tingene igennem, gør det ikke så ondt, som da jeg startede med at skrive tingene ned. Det var på papir. Og dér kunne jeg ikke lade være med at græde, samt have ondt i hånden, fordi jeg holder forkert på kuglepennen, når jeg skriver. Så det blev hurtigt smertefuldt. Shit, hvor er det her random. 
Omg, jeg er den værste. Den ene kat drikker af hundeskålen, fordi den ikke har mere vand selv. Jeg har siddet hernede siden klokken 5, jeg har drukket te og kaffe - men jeg overvejede ikke lige at fylde op for vand til de kære katte. Haha. Jeg er en joke. Eller også... Var jeg for ivrig med at komme ud med mine aggressioner på skrift, til at overveje at de faktisk også var der. Nu kommer hunden ned, dvs, der er en voksen med. 
De er vågne! Det er sjovt jeg bliver fysisk dårlig, når jeg snakker med andre om mine følelser. 
Sidder og ryster. Jeg er ikke klar til at andre skal læse den, end mig. Hun vil gerne. 
Mest fordi der står psykotiske ting. Færdig med at skrive. Klokken er nu 9:49. 22. Sep.2012 


Mandag d. 24. Sep. 2012. Fortsætter med at skrive.. Har ikke postet det her indlæg endnu.
De andre dage gik godt og nu er jeg hjemme. Har ikke læst teksten igennem. Mest fordi jeg ved at der står en masse forfærdelig ting.
Anyway. Jeg fik et opkald for ca en time siden. Det var L. Han var meget sur over nogen penge og over noget med mine søskende. Så nu må de ikke sove hos mig, men kun besøge mig. Jeg blev så vred. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige! Så nu er vi vel ikke på talefod. Jeg magter ham ikke. Jeg hadede at han fik mig til at lyde som den værste søster der findes. Som om, at jeg lokker dem i fordærv og gør at de bliver dårlige mennesker. Jeg har faktisk lyst til at sende en sms til ham, om hvordan jeg har det med det. Men så kommer vi op og diskutere igen, og det kommer man ikke rigtigt videre af. Jeg hader det. Jeg hader denne her situation. Jeg hader at de er SÅ fucking sarte og så fucking dømmende. Det er kommet så vidt, at jeg faktisk ikke har lyst til at holde jul ved dem. Får lyst til at ligge under dynen og bare være nederen. I så fald, er det mit eget valg, og jeg kan ikke whine om det, hvis det er det valg jeg tager. Jeg føler mig svækket psykisk. Og jeg hader at man bliver stemplet som "umoden", "overfølsom", hvis man nu ikke kan holde følelserne tilbage. Jeg valgte dog at blive vred, istedet for at græde. Jeg hader ham. Og ja, det er et hårdt ord. Men jeg hader generelt meget for tiden. Jeg hader at være i denne situation. Jeg hader, at alt går op i penge, penge og penge. Har ikke skrevet til B om det endnu. Ved ikke helt hvordan hun ville reagere hvis jeg fortalte om det.